
Planlægning af gravearbejde og trafik ved Haderslev Fjernvarme
Når vi graver, for at lægge fjernvarmerør, gør vi vores bedste for at undgå gener for beboere og eventuelle virksomheder. Men der er ting, vi ikke kan styre, som fx ledninger i jorden (gas, el, fiber mv.) og regler for, hvor fjernvarmerør må placeres.
Vi skal tage hensyn til gasledninger, el-kabler, kloakledninger og andre installationer i undergrunden, som kan begrænse, hvor vi kan grave.
Entreprenørens ansvar for sikkerhed
Entreprenøren har ansvar for sikkerheden på arbejdspladsen – både for deres medarbejdere og for beboere i området. Entreprenøren følger her regler fra Arbejdstilsynet for at beskytte deres medarbejdere og sørger for, at ingen kommer til skade.
Kommunen holder øje med, at sikkerhedsreglerne for beboerne, og andre i området, bliver overholdt. Det er også kommunen, der godkender trafikændringer og eventuelle vejafspærringer.
Sådan planlægger vi arbejdet
- Vi holder et møde (før-vejsyn) med vejens ejer (kommune eller private) for at tjekke vejens tilstand og aftale, hvordan arbejdet skal foregå. Der laves referat af mødet.
Her ser vi også på, hvor materialer evt. kan opbevares. - Entreprenøren sender en ansøgning til kommunen om gravetilladelse og laver en trafikplan for de berørte områder.
- Når tilladelsen er på plads, får beboerne besked, og der sættes skilte og afspærringer op.
Selve arbejdets udførelse
- Der graves og lægges fjernvarmerør, ud fra de godkendelser kommunen har givet.
- Efter arbejdet bliver der lagt et midlertidigt lag asfalt (GAB), som skal ligge i cirka et år, så jorden kan sætte sig. Derefter kommer det endelige asfaltlag.
- Til sidst tjekker vi vejen igen sammen med vejens ejer og ordner eventuelle skader. Alt dette føres også til referat.
Hvad kan forsinke arbejdet
- Regn, der fylder hullerne med vand eller får jorden til at skride.
- Eksisterende ledninger, der ligger i vejen eller må omlægges.
- Ledninger som ikke er registeret og som medfører ændringer i projektet.
- Hvis beboere eller andre går eller kører ind i det afspærrede område, kræver lovgivningen at arbejdet stoppes, indtil området er sikkert igen.
Gener for beboerne
- Beboerne skal måske flytte deres biler ud af arbejdsområdet tidligt om morgenen og kan først køre dem hjem igen sent på dagen.
- Dette gøres for at sikre, at arbejdet kan foregå hurtigt og effektivt.
Hvordan kan man som beboer hjælpe med at undgå tidsforsinkelser?
- Følg skiltene og undlad at gå eller køre ind i de afspærrede områder.
- Respektér de tidsrum, hvor man er blevet bedt om at flytte jeres biler ud af området.
Vi gør alt, hvad vi kan, for at arbejdet bliver afsluttet hurtigt og til mindst mulig gene. Haderslev Fjernvarme og entreprenøren Munck Forsyningsledninger tager hensyn til alle, så godt vi kan, og vi takker for tålmodighed og samarbejde!