Baggrund for prisstigningen pr. 1. jan. 2025

7. oktober 2024

Virkeligheden ramte os hårdt og uventet

Ifølge Varmeforsyningsloven må et fjernvarmeselskab ikke iværksætte projekter, som er underfinansierede og dermed kan betyde prisstigninger for kunderne. Det vil sige, at når man igangsætter et projekt, skal beregningerne vise, at den indtægt, projektet vil generere, som minimum dækker investeringen, så det ikke medfører prisstigninger for de eksisterende kunder.
Men Varmeforsyningsloven forhindrer ikke prisstigninger, hvis der undervejs i projektet opstår uforudsete udgifter, som gør det nødvendigt.

Januar 2021 
I januar 2021 viste alle vores beregninger, at udvidelsesprojektet ikke blot ville balancere, men at der var rigtig gode muligheder for, at det faktisk på sigt kunne blive en god forretning for de eksisterende kunder i form af lavere priser.

I januar 2021 var renten negativ, og vi og vores rådgiver forestillede os ikke, at den ville stige til mere end 1,50%.

I januar 2021 havde vi en realistisk forventning om, at de økonomiske beregninger på projektet var godt polstrede i forhold til de prisstigninger, som kunne komme undervejs med indeksregulerede kontrakter på indkøb af fjernvarmerør og med entreprenører.

I januar 2021 forventede vi, at udvidelsesprojektet ville resultere i 1.922 nye kunder.

Udvidelsesprojektet og dertilhørende projektforslag blev udarbejdet af Dansk Fjernvarmes Projektselskab, som har stor erfaring med sådanne projekter, og på ovenstående baggrund kunne vi slet ikke forestille os, at projektet undervejs ville blive ramt af så voldsomme prisstigninger, at vi ville være nødt til at sende regningen videre til kunderne. Havde det været tilfældet, ville vi ikke have sat det i gang.

Februar 2022
I løbet af 2021 indgik vi kontrakter med entreprenører og rørleverandører og satte projektet i gang, og d. 22. februar 2022 invaderede Rusland Ukraine, hvilket forstærkede energikrisen og den verdensomspændende forsyningskrise, som allerede var i gang oven på Covid19 pandemien.

Energi- og forsyningskrisen udløste materialemangel, eksploderende energipriser og en inflation, der ikke er set siden oliekrisen i 70’erne.
Det ramte hurtigt leveringstider og priser på fjernvarmerør og andre komponenter til det igangsatte udvidelsesprojekt. Samtidig startede fjernvarmeselskaber over hele landet store udvidelsesprojekter op, og på mindre end et år var efterspørgslen efter entreprenører så stor, at de ikke kunne følge med. Inflationen på anlægsarbejde og materialer nåede dermed op på historisk højt niveau.

Den kraftige inflation betød for os, at vores indeksregulerede aftaler blev voldsomt meget dyrere. Og på de lån, vi har optaget indtil videre, for at finansiere projektet, lå renten nu på mellem 3,3 – 3,8 procent fremfor de 1,5 %, vi havde regnet med som det værst tænkelige scenarie.

Stor efterspørgsel
Rigtig mange husstande oplevede også på egen pengepung en vinter, hvor det var voldsomt dyrt at holde huset bare nogenlunde varmt – især med naturgas. Derfor oplevede vi også en eksplosion i interessen for at få fjernvarme. Det betød, at udvidelsesprojektet resulterede i mere end 3.000 nye kunder frem for de knap 2.000, vi havde regnet med. 

Det betød, at vi skulle grave mere, købe flere fjernvarmerør og have finansieret større lån – til tårnhøje priser og renter.

Alt i alt betyder prisstigningerne og flere kunder, at investeringerne i udvidelsesprojektet ligger betydeligt over det forventede, og da der samtidigt skal betales en højere rente, stiger både de årlige afskrivninger og de årlige renteomkostninger. Disse stigninger i omkostningerne kan ikke dækkes af de indtægter, vi får ind med de nuværende tariffer og derfor er en prisstigning desværre nødvendig.

Vores ejere er kunderne
Når alt dette er sagt, er fjernvarme stadig en attraktiv varmeform, og da Haderslev Fjernvarme er et lokalt andelsselskab, som er ejet af kunderne, er vi forpligtede til ikke at lægge penge til side, men sende eventuelle besparelser direkte videre til vores kunder. Det betyder, at i det øjeblik, vi opnår en besparelse, skal vi sætte priserne ned. Det har vi gjort tidligere, og det vil vi gøre igen, når det forhåbentlig bliver muligt. 

Varetagelse af kundernes interesser
Kunders interesser varetages overordnet set af de syv bestyrelsesmedlemmer, valgt blandt andelshaverne på den årlige generalforsamling, og selskabet ledes jf. vedtægternes §8 Selskabets ledelse, af bestyrelsen ud fra vedtægternes §2 Formål og forsyningsområde samt den af bestyrelsen fastlagte; Forretningsorden for bestyrelsesarbejdet ved Haderslev Fjernvarme.
Bestyrelsen er sig sit ansvar fuldt bevidst og arbejder målrettet for, at det skal være attraktivt at være kunde hos Haderslev Fjernvarme, også når tidernes ugunst uforvarende går selskabet imod.

Haderslev d. 7. okt. 2024 

Søren Knudsen 
Bestyrelsesformand 
Haderslev Fjernvarme

Spørgsmål/svar til prisstigning pr. 1. janunar 2025
Hvorfor kommer prisstigningen nu?

Det gør den, fordi vi nu kan se, at projektet på grund af inflation/prisstigninger og højere renter bliver langt dyrere end vores oprindelige beregninger viste.

Hvilke stigende omkostninger ligger til grund for varsling om prisstigning?

Der er tre faktorer, som har ramt os hårdt og skabt den perfekte storm:

Inflation/prisstigninger har gjort, at entreprenørarbejdet og materialer er blevet langt dyrere end forventet.

Mere end 1.000 flere husstande end vi havde regnet med, har valgt at tilslutte sig fjernvarmen, så projektet er blevet meget større end forventet.

Det større og dyrere projekt har vi skullet finansiere til en meget højere rente, end vores beregninger tog højde for. Da vi satte projektet i gang, var renten negativ, og ingen forventede, at den ville stige så meget, som den har gjort.

Inflationen er faldet så hvorfor oplever I prisstigninger?

Når inflationen falder, betyder det jo desværre ikke, at priserne falder. Det betyder blot, at priserne ikke stiger så meget længere. Men priserne er stadig højere end tidligere på grund af den inflation, som har været der siden projektet blev sat i gang i sommeren 2021.

Renten ser ud til at falde, så hvorfor giver det nu kunderne en prisstigning?

Vi vil naturligvis få glæde af en lavere rente, når vi i fremtiden skal ud at optage lån. Men de lån, vi allerede har optaget for at finansiere projektet, ligger fortsat til en højere fast rente. Og selv med det renteniveau, vi ser ind i nu, ligger renten væsentlig over det, man forventede, da vi igangsatte projektet i 2021, hvor renten var negativ.

Er det rimeligt at kunderne skal betale for at projektet er blevet dyrere end budgetteret?

Haderslev Fjernvarme er et andelsselskab, som er 100 procent ejet af kunderne. Det betyder, at vi ikke må tjene penge på kunderne, men skal sende vores eventuelle overskud direkte videre til vores kunder i form af lavere priser, hvilket vi også tidligere har gjort.

Men det betyder så også, at vi ikke har en opsparing, vi kan tære på, når noget bliver dyrere, end vi havde regnet med. Og så er der kun kunderne til at betale.

Hvorfor skal alle kunder være med til at betale for de øgede omkostninger til udvidelsesprojektet og ikke kun de nye kunder?

Med de kontrakter, vi har indgået, må vi ikke gøre forskel på vores kunder, så uanset om man har været kunde i 20 år eller i to dage, skal man have de samme priser, når det er det samme varme vand, der er i rørene.

Når projektet er blevet så meget dyrere end forventet og nu betyder prisstigninger for jeres kunder, hvorfor har I så ikke valgt at stoppe projektet?

Det helt korte svar er, at hvis vi havde valgt at stoppe projektet, ville dette være forbundet med risiko for meget dyre erstatningskrav fra leverandører og entreprenører, som vi havde indgået kontrakt med. Så vi ville have været lige så dårligt stillet ved at gøre det, og samtidig ville vi ikke have fået noget for pengene.

Ved at gennemføre projektet fremtidssikrer vi fjernvarmen, så vi ikke er så afhængige af en enkelt energikilde, men kan veksle alt efter hvilken, der er billigst. Det betyder, at vi i fremtiden ikke vil være så sårbare overfor prisstigninger på eksempelvis flis, som vi oplevede i vinteren 2022 – og som alle vores kunder blev ramt af den vinter.

Samtidig giver projektet os 3.000 flere kunder, og det betyder, at vi er mange flere til i fremtiden at betale for drift og nye investeringer i billige energikilder, og dermed bliver regningen på længere sigt lavere for den enkelte, end den ville være med færre kunder.

Det er trods alt en klogere måde at bruge pengene på end på dyre erstatningskrav.
Udvidelsesprojektet har fra starten hvilet på, at det skulle være en langsigtet god investering for kunderne og har ikke taget afsæt i at skulle give hurtig gevinst for kunderne.

Formålet med udvidelsesprojektet er i lige så høj grad, at fremtidssikre fjernvarmen i Haderslev og ruste selskabet til den grønne fremtid, der helt generelt kommer til at koste alle borgere i Danmark penge. 

Den grønne omstilling vil frem mod 2030 og videre mod 2050 kræve omstilling af produktion af både el og varme, også hos de boligejere der, ikke kan eller ikke ønsker at få fjernvarme. 

Udvidelsesprojektet giver Haderslev Fjernvarme bredere skuldre til, at løfte den grønne omstilling og samtidig mulighed for, at sprede varmeproduktionen ud på flere energiformer/teknologiske løsninger og dermed mindske den sårbarhed, som Haderslev Fjernvarme blev ramt af i 2022, ved et produktionsmix på 95% træflis og 5% naturgas.

Ovenstående betyder at hvis projektet var stoppet, ville det gøre skuldrene smallere, dvs. der vil være færre til dels at betale investeringen i de nye anlæg ved Langkær og færre til at bidrage til fremtidige investeringer i den grønne omstilling, hvor Haderslev Fjernvarme med stor sandsynlighed kan blive tvunget til, at omstille varmeproduktionen på f.eks. træflis eller reservelast-kapaciteten som i dag udgøres af gaskedler.

Herudover giver flere kunder også bredere skuldre ift. at dække andre faste omkostninger som ikke er relateret til udvidelsesprojektet. Dette er f.eks. administrationsomkostninger, forsikringer o.l..

Indgåede aftaler, med hhv. boligejere, men i endnu højere grad med entreprenør og øvrige leverandører til udvidelsesprojektet, ville ved en annullering indeholde en risiko for erstatningskrav, som i værste fald kunne beløbe sig til samme omkostning som ved at gennemføre projektet.

Hvori ligger det nye og gode for kunderne mht. den måde I ser fjernvarmen skal produceres på, i fremtiden?
  1. Den massive udbygning af vedvarende elproduktion i form af vindmøller og solceller, betyder, at el i enkelte timer af døgnet vil være meget billig. Det kan vi nu udnytte, og dermed give en meget billig varmeproduktion.

  2. Den billige el vil bliver anvendt i både det nye store varmepumpeanlæg ved Langkær og i en ekstra elkedel ved de nye varmepumpeanlæg.

  3. Den billige el får vi endnu mere ud af ved at bruge den i produktionsenheder, der kan udnytte elektriciteten når den er billigst. Det effektiviseres yderligere ved stor lagerkapacitet, der fungerer som et batteri. 
    Udvidelsesprojektet indeholder derfor en 5.000 m3 stor akkumuleringstank (termokande), hvor vi kan lagre varmen. Det betyder, at vi nu er gået fra at kunne lagre 3000 m3 varmt vand til 8.000 m3.

  4. Derfor er vi ikke længere så afhængige af en enkelt energikilde, men kan veksle alt efter hvilken, der er billigst. Det betyder, at vi i fremtiden ikke vil være så sårbare overfor prisstigninger på eksempelvis flis, som vi oplevede i vinteren 2022 – og som alle vores kunder blev ramt af den vinter.

  5. Herudover giver projektet os 3.000 flere kunder, og det betyder, at vi er mange flere til i fremtiden at betale for drift og nye investeringer i billige energikilder. Dermed bliver regningen på længere sigt lavere for den enkelte, end den ville være med færre kunder.

  6. Udvidelsesprojektet giver Haderslev Fjernvarme bredere skuldre til, at løfte den grønne omstilling og samtidig mulighed for, at sprede varmeproduktionen ud på flere energiformer/teknologiske løsninger og dermed mindske den sårbarhed, som Haderslev Fjernvarme blev ramt af i 2022, ved et produktionsmix på 95% træflis og 5% naturgas.
    Træflis ses af flere som et overgangsbrændsel frem til ny teknologi kan erstatte den produktionsform.
Frygter I ikke at kunderne så vælger at beholde deres gasfyr eller i stedet få en varmepumpe?

Haderslev Fjernvarme er absolut stadig konkurrencedygtig. Det er naturligvis op til den enkelte, hvad man lægger vægt på, men ud over prisen har fjernvarmen også nogle enestående egenskaber:

Sikkerhed for en stabil varmeforsyning, hvor der løbende investeres i at sprede sig over mange energikilder, så man ikke er afhængig af prisen på en enkelt. Meget kan ske i fremtiden, hvor vi ser ind i en grøn omstilling af hele energisektoren.

Lave vedligeholdelsesomkostninger – eller slet ingen, hvis man har valgt abonnementsløsningen.

Et højt serviceniveau og en dagligdag, hvor man sjældent skal bruge tid og energi på sit varmesystem.

Vi ser fjernvarmen i Haderslev som konkurrencedygtig ift. både gasfyr og pillefyr samt varmepumper, da det handler om mere end bare pris.

 Vores kunder fremhæver højt serviceniveau, lav indgangsinvestering, stabil varmeforsyning og lave eller ingen vedligeholdelsesomkost-ninger, som en klar fordel.
Ift. varmepumper har fjernvarme desuden den fordel, at man ikke skal have en stor kasse stående og brumme udenfor og ift. gasfyr så ser vi at gasfyr lever på lånt tid, selvom der endnu ikke er meldt en slutdato ud ift. gas til boligopvarmning.

Gasfyr og varmepumper indeholder årlige serviceomkostninger og en stor omkostning til udskiftning efter 15 – 20 år. Vores kunder der har et abonnement på deres fjernvarmeunit undgår både årlige serviceomkostninger og omkostning til udskiftning af fjernvarmeunitten, når den på et tidspunkt er slidt op.

Ender Haderslev Fjernvarme ikke som et af landets dyreste fjernvarmeselskaber med den store prisstigning?

Nej, Haderslev Fjernvarme vil Ifølge Forsyningstilsynets seneste prisstatistik stadigvæk have temmelig langt op til de dyreste fjernvarmeselskaber.

Hvornår kan kunderne forvente at prisen falder igen?

Det afhænger af så mange ting, at det kan vi ikke sætte en dato på. 

Men vi kan se, at prisen på træflis fortsat ligger på at historisk højt niveau, og for os at se også et urealistisk højt niveau. Vi forventer, at prisen på træflis vil falde, og når den gør det, giver det os en besparelse, som vi naturligvis sender direkte videre til kunderne.

Samtidig vil vores investering i det nye varmepumpeanlæg og elkedlerne give os mulighed for udnytte elpriserne mest muligt, hvilket vi også forventer, vil give en besparelse, som vil komme kunderne til gode. 

På den længere bane arbejder vi videre på at fremtidssikre fjernvarmen gennem billige energikilder. Blandt andet har vi lige nu en god dialog med to virksomheder, der kan levere overskudsvarme. Lykkes vi med de projekter, vil det også give en besparelse, som vil komme kunderne til gode.

Det nye varmepumpeanlæg og vores elkedler vil i kombination med øget varmelagerkapacitet give mulighed for, at udnytte priserne på elmarkedet bedst muligt. Vores forventning er derfor at disse investeringer vil få en positiv indvirkning på vores produktionsomkostninger og dermed på vores priser overfor vore kunder.

Herudover er vores fokus på effektiviseringer og besparelser, hvilket igen kommer kunderne til gode.

Hvorfor skal i have udvidet den kommunale garantistillelse endnu en gang?

Det skal vi, fordi udvidelsesprojektet er blevet dyrere end forventet, og fordi vi fortsat er i gang og derfor løbende har brug for at optage lån. 

Siden vi søgte om en udvidet garanti i 2023, har vi gennemført udbud på den resterende del af udvidelsesprojektet (Sydbyen, Erlev, Engkær og Marstrup), og priserne er her højere end det estimat vi lavede tilbage i 2023, da vi sidst fik udvidet den kommunale garantistillelse. Herudover har vi desværre måttet konstatere nogle større indeksreguleringer på de tidligere indgåede kontrakter end forventet.

Kan der komme yderligere prisstigninger som følge af udvidelsesprojektet, eller kan man som kunde regne med, at det i det mindste ikke bliver dyrere?

Belært af den bitre erfaring, vi har fået side 2022, kan vi ikke give nogen garantier. Verden er fortsat meget uforudsigelig. 

Men vi kan sige, at vi har været både konservative og pessimistiske i vores beregninger på den sidste del af projektet, og derfor vurderer vi, at der er en fornuftig sikkerhed for, at det ikke bliver dyrere end det, der er søgt kommunal garantistillelse for.

//